Om værket

I den midt- og vestjyske jord er fire anderledes forsamlingshuse skudt op. Et stykke dansk kulturarv sat fri i naturen, gentænkt og fortolket som lydkunst.

Forsamlingshuset iscenesætter mødet mellem folkelighed, kunst og natur. I ånden af den oprindelige forsamlingshustanke inviterer værket mennesker til at samles – ikke bag aflukkede vægge, men i skov, hede og klit. Den åbne konstruktion fortolker fysiske elementer fra de traditionelle forsamlingshuse: et håndtryk ved trappen, en flagstang, en talerstol og tilhørende bænke. 

Lydkunstværket

Kunstværkets lydside består af en collage, der trækker på inspiration fra de traditionelle forsamlingshuse som et kulturelt og socialt mødested. Noget vil forekomme genkendeligt for øret – som et minde, der dukker op – mens andet opleves mere abstrakt. Den fulde komposition inviterer dig indenfor de usynlige vægge af lyd og giver plads til dine egne associationer, minder og refleksioner. Læs mere om lydcollagen og kompositionerne her

En specialdesignet software, skabt i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet, manipulerer lydcollagen ud fra det lokale vejr, så værket forandres i takt med årstiderne og giver publikum en ny og stedsspecifik lytteoplevelse ved hvert besøg. 

Der eksisterer i alt fire forsamlingshuse, som er rejst på udvalgte steder i kommunerne Ringkøbing-Skjern, Struer, Varde og Herning. Lokale ildsjæle, foreninger og kulturinteresserede borgere er med til at forløse kunstværkets potentiale ved at benytte det som et traditionelt forsamlingshus i den unikke midt- og vestjyske natur.

Forsamlingshuset er skabt af kunstnerne Lars Bech Pilgaard, Mathias Winther Kjeldsen og  Johannes Björkman, som i deres virke er drevet af kunstens potentiale for dialoger mellem kultur, natur og fællesskaber. Sammen med den litauiske skulptør Vladas Suncovas har de tre kunstnere designet de fire lydkunstværker, mens værkets software og tekniske setup er testet og udviklet i samarbejde med Eirini Liapikou og Jeremy Marozeau fra Danmarks Tekniske Universitet.

Åbning af værket

Forsamlingshuset åbnede den 8. september på Grundtvigs fødselsdag, og i den efterfølgende weekend var der en række aktiviteter på hvert af de fire steder: Oddesund, Hvide Sande, Skarrild og Tambours Have i Varde. Åbningerne af værkerne viste kunstværkets potentiale for de lokale borgere, som i den to-årige udstillingsperiode kan gå i dialog med kunstværket og anvende det som et traditionelt forsamlingshus.

Efter den to-årige udstillingsperiode er slut, kan de fire skulpturer potentielt forenes i en samlet hovedskulptur, hvilket symbolsk vil knytte de fire egne sammen og skabe en flot afrunding på det ambitiøse kunstprojekt.

Diagram der viser foreningen af de fire skulpturer.

TAK TIL

Kulturaftalen Midt- og Vestjylland, Ringkøbing-Skjern Kommune, Struer Kommune, Varde Kommune og Herning Kommune for at støtte projektet. 

Klittens Borgerforening, Skarrild Borgerforening, Oddesund Nord Beboerforening og Bådelaug, Tambours Haves Venner, Spillestedet Generator, Holmsland Klit Turistforening, Sound Art Lab, Deep Forest Artland og Hvide Sande Havn.

Mads Skafte fra Skafteværk for konstruktionsarbejde. 

Magnus Bak, Rasmus Kjær Larsen, Inger Bech Kjeldsen, Anders Birkekær og Ly Tran for musikalske bidrag. 

Liste over samarbejdspartnere på de fire lokationer:

Om kunstnerne

Lars Bech Pilgaard (f. 1984), opvokset i Ringkøbing og uddannet ved solistklassen på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Har sit virke som musiker og komponist i et væld af forskellige sammenhænge: fra teater over lydkunst til andre tværgående projekter, der helst afviger fra traditionelle kunstformers afgræsninger. Har siden 2009 medvirket på flere end 30 udgivelser og turneret i store dele af verden.

Mathias Winther Kjeldsen (f. 1987), opvokset i Gøttrupstrand i Jammerbugten og uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus samt ved Københavns Universitet i geologi og geoscience. Med sin bredspektrede baggrund har han givet sig hen til de visuelle udtryksformer, hvor han med rødder i musikken former de visuelle landskaber, han ser i det soniske og har fra selvlært basis produceret en række visuelle værker - kunstfilm, skyggespil og dokumentariske kortfilm.

Johannes Björkman (f. 1985), opvokset i Hee uden for Ringkøbing og uddannet ved Rytmisk Musikkonservatorium i København og Kaospilot-programmet i Aarhus. Har gennem de seneste 10 år arbejdet med innovation og nyskabelse på tværs af sektorer, hvor hans baggrund i kunsten og musikken danner fundament for tilgange og metoder.